Irsk musik i Habibi

Fredag den 27. april kommer den til at stå på irsk folkemusik af høj karat i Café Habibi. Det sørger det lokale band “The Fairy Hills” for. De går på scenen klokken 20, og der er gratis adgang til koncerten, der er blevet til i samarbejde med Jyderup Højskole.
The Fairy Hills udgøres af tre erfarne musikere med vidt forskellige baggrunde, men med en fælles kærlighed til den irske folkemusik og kultur. Mats Lindblad, guitar og violin, er uddannet klassisk guitarist med stor kærlighed til folkemusik. Rune Skjold Mikaelsen, trommer og cajon, har blandt andet en fortid i rockbandet Mai, og Kaj Bertelsen, harmonika, guitar tinwhistle og sang, har undervist i harmonika på højskoler og kurser over hele landet.
Aftenen bliver en rejse i den irske folkemusik med medrivende jigs og reels, smukke ballader og muntre kendte sange, blandt andet The Wild Rover og The Leaving of Liverpool. Der bydes også på irsk barokmusik af den blinde komponist og omrejsende harpespiller Turlough O’ Carolan (1670-1738), og musikalsk følger gruppen de mange irere, der emigrerede til USA i 1800-tallet og runder koncerten af med folk og country.
Der bliver rig mulighed for både at synge og klappe med, og det hele leveres med gode historier og godt humør.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.