Koncert med sanger og sangskriver Karen Kousgaard

Café Habibi byder fredag den 14. september indenfor til en aften med den vestjyske sanger og sangskriver Karen Kousgaard. Det er fra kl. 20-22, man kan opleve hendes smukke vokal og stærke sange, og der er som sædvanlig gratis adgang i Skarridsøgade 29.
Med den anmelderroste debutplade “Pretty If You Dare” fra 2016 lykkedes det Kousgaard at få hul igennem til flere af landets spillesteder, og i løbet af denne sommer har man bl.a. kunnet opleve hende til Folkemødet på Bornholm og til Copenhagen Jazz Festival. Det er altid den stærke vokal, der er i fokus, når den herningensiske nu Vesterbro-baserede sangskriver går på scenen og gerne krydrer sine sange med små, gode fortællinger. Karen Kousgaard er godt kendt i Jyderup som tidligere elev på højskolen og aktiv i Café Habibi, og hun glæder sig til at møde publikum i cafeen, hvor hun sidste år gav koncert med stor succes.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.