Mød forfatteren: Jacob Skyggebjerg

En aften med Jacob Skyggebjerg.
Jyderup Højskole inviterer til en aften i selskab med den roste forfatter Jacob Skyggebjerg, der vil læse op fra sin seneste roman ‘Jalousi’. Bagefter kan du opleve ham i en samtale om litteraturen og samfundet med Ida Marie Hede, der er underviser på Gladiators Forfatterskole på Jyderup Højskole.
Jacob Skyggebjerg er født på hospitalet i Horsens og vokset op på en mark mellem landsbyerne Haurum, Bøgballe og Krollerup. Han beskriver i sin autofiktive romandebut Vor tids helt fra 2013 sig selv som et produkt: Et barn af finanskrisen og treholdsskiftet og ungdomsoprøret og Vietnamkrigen og hungersnøden i Afrika. Af sin fars opvækst i et fugtigt baghus på Sønderbro i Horsens og så videre. Romanen blev taget godt imod i pressen, fem stjerner i stort set samtlige dagblade, og nomineret til Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris samme år.
I 2015 fulgte samtidssatiren om det til apati forkælede og komfortable danske folk, Hvad mener du med vi, nomineret til DR Romanprisen 2016.
I 2017 udkom hans tredje roman, Jalousi, som også har høstet særdeles mange stjerner, og blandt andet har fået Berlingskes Søren Kassebeer til at kalde Skyggebjerg “en af de mest intenst velskrivende prosaister, vi har lige nu.”
Pris: 50 kr. køb i døren eller forudbestil på info@jyderuphojskole.dk
Tid: 19.30
Sted: Jyderup Højskole, sølystvej 2, 4450 Jyderup

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.