Cykelturismen styrkes

VisitHolbæk præsenterer snart sin turismestrategi, hvor nøgleordene er outdoor-turisme og cykelturisme, hvilket passer særdeles godt ind i de tanker vi lokalt har om at fremme turismen i vort område bl.a. med vandrehjemmet og campingpladsen. I tilknytning til denne strategi har turistchef Anne-Grethe Sørensen arbejdet for at få sat øget fokus på den nationale cykelrute N4, der strække sig fra Amager (og cykelruter i Sverige) over Samsø til Ringkøbing. I den forbindelse er det foreslået at flytte ruten gennem Holbæk kommune lidt længere sydpå, se på kortet til højre (klik på kortet så bliver det lidt større).

Anne-Grethe har fremsendt forslaget til lokalforums styregruppe og vi har svaret således:

Hej Anne-Grethe
Tak for din information om ruteomlægningen af N4.

På vejene af styregruppen for Jyderup Lokalforum får du her vores tilbagemelding på forslaget om ændringen af ruteforløbet for cykelsti N4.

Vi har som udgangspunkt ikke nogen indvendinger mod det nye ruteforløb, som vi mener giver cyklisterne en langt bedre naturoplevelse end det nuværende forløb.

Hvis vi skulle komme med et ønske vil det være, at få lagt ruten ind omkring Jyderup. Baggrunden er at vi, som du ved arbejder målrette på at gøre Jyderup attraktiv for turister der ønsker at nyde naturen. Herunder cykelturister.
Det gør vi bl.a. ved at få Jyderup til at blive indgangsport for Naturpark Åmosen, hvor der etableres et nedslagspunkt omkring Jyderup campingplads som forhåbentligt også kommer til at drive et vandrehjem.
I det forslag som Naturpark Åmosen har udarbejdet for nedslagspunktet i Jyderup skiver de bl.a. :

Området er den mest tilgængelige del af Åmosen, idet det er let at komme til ved enten at tage toget eller ved at køre ad motortrafikvejen til Jyderup. Her kan besøgende både ankomme langvejsfra med tog til Jyderup Station, i turistbusser eller køre selv. Jyderupstien, der er en cykel- og vandrerute, går gennem området. Desuden er der mange offentlige stier i området. Netop tilgængeligheden giver potentiale til at bruge betegnelsen ”Porten til Naturpark Åmosen”.

Ud over de allerede etablerede cykelruter, hvor bl.a. Jyderupstien går igennem byen, så planlægges den nye cykelrute ved navn Istedruten også at skulle gå igennem Jyderup. Så hvis N4 kom omkring Jyderup, så mener vi at Jyderup kunne blive et velegnet  overnatningssted  og udgangspunkt for cykelturister der ønsker at udforske alle de muligheder der er i denne del af Nordvestsjælland.

En mulig rute kunne være at lade ruten gå fra der hvor jeres forslag rammer Dønnerup, så at lade ruten gå via Dønnerupvej ud til Cementvejen, ind ad Rådbjegvej til Jyderup, igennem Jyderup og så via Jyderupstien ud til Ranglemøllevejen, hvor den igen møder jeres forslag. På den måde ville ruten komme igennem Jyderup centrum med mulighed for at handle ind, forbi Jyderup Campingplads med mulighed for overnatning og indgangsporten til Naturpark Åmosen med turistinformation og oplevelsesmuligheder.

Venlig hilsen
Søren Bøtker Pedersen

Lukket for kommentarer.