Julestjerner på Observatoriet

Det er snart  tid for julekalendere og i år genudsender DR julekalenderen, Julestjerner, der foregår på Observatoriet og i den lille landsby, Brorfelde. Observatoriet åbner derfor op den 30. november og helt indtil 23. februar, så alle kan få mulighed for at opleve filmkulissen og de mange aktiviteter.

Mere end en filmkulisse
Observatoriet i Brorfelde er mere end en filmkulisse. Det er et aktivt opdagelsescenter, som hele året rundt tager imod gæster i alle aldre, som er nysgerrige på astronomi, geologi, natur og teknik. Når DR genudsender julekalenderen, Julestjerner, er det derfor en oplagt mulighed for Observatoriet at invitere indenfor. Det bliver med både rundvisninger og spændende aktiviteter, og om aftenen kommer teleskoperne frem og zoomer ind på vinterhimlens stjerner.

Alle er velkomne fra den 30. november og helt ind til den 23. februar. Næsten alle dage kl. 11-19. Der er dog nogle, som kan se frem til en gratis oplevelse. Det er kommunens folkeskoler, som kan booke en rundvisning på hverdage mellem kl. 11-16 eller komme forbi og opleve området på egen hånd med gratis entre.
”Vi glæder os over at både Observatoriet og hele Holbæk får stor opmærksomhed i bedste sendetid, når Julestjerner løber over skærmen i december og håber selvfølgelig, at folk vil strømme hertil fra nær og fjern – og samtidig giver det alle kommunens folkeskoleklasser muligheden for at besøge os,” fortæller leder ved Observatoriet, Jule K. L. Bouchet.

Ole Hansen, Formand for udvalget for Kultur og Fritid, Holbæk Kommune er også begejstret:
”I Holbæk Kommune synes vi, at Observatoriet i Brorfelde, er et rigtig godt vindue til naturvidenskaben, og så er det en oplagt mulighed, når DR genudsender Julestjerner, at give eleverne i kommunens folkeskoler en ekstra oplevelse. Selvfølgelig skal de ud og se det sted fra TV, som ligger så tæt på, hvor de bor,” siger han.

Åbningstider på Observatoriet
30. november – 23. december: Alle dage 11.00 – 19.00
24. december:                              Åbent kl. 11.00 – 14.00.
25. december:                              Lukket
26. december-29. december:   Åbent kl. 11.00 – 19.00
30. december-3. januar:           Lukket
4. januar- 7. februar:                 Alle dage 11.00 – 16.00
8. februar-23. februar:              Åbent kl. 11.00 – 19.00.

Mere om Julestjerner på observatoriet
”Der guld i bakkerne,” siger Vera Grus fra julekalenderen. Kom og find hendes guld og bliv klogere på istidslandskabet omkring Observatoriet. Se Sus og Bobs kikkert, som tilfældigvis er Danmarks største stjerneteleskop. Tag ingeniørhatten på og byg rum-modeller i Plus-Plus værkstedet, hør om fremtidens observatorium, se udstillingen ”Rundt om Månen”, tag turen på planetstien og vær med til julestjerner by night, når vi tager teleskoperne frem og zoomer ind på vinterhimlens stjerner hver eneste aften. Og er det overskyet, får I en fantastisk oplevelse i vores oppustelige planetarium.
Vi giver selvfølgelig julestjernerundvisninger – helt uden spoilers!

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.