Mødestedet Caféhaven

– et midlertidighedsprojekt, der indbyder til at bruge byrummet på en anden måde.

 

Projektperiode: 1/8 til 15/9.  Officiel åbning fredag den 4. august kl. 16

Skarridsøgade 29, 4450 Jyderup

Projektgruppen

Troels Jørgensen
Preben Gajhede
Svend Aage Larsen
Annette Lund
Per Malmos

Læs eventuelt mere om projektarbejdet på Caféhavens projektside. 

Kan byrummet ændres, så det inspirerer til nye mønstre i bylivet eller blot skaber mere variation og måske overraskelse i bybilledet?

Det er det, projektgruppen i samarbejde med Holbæk kommunes afdeling for Vækst og Bæredygtighed har sat sig for at afprøve. Derfor spærrer vi udkørslen ved Café Habibi i 1½ måned og indretter i stedet et lille mødested med træer, parasoller og borde. Café Habibi sælger gerne kaffe, øl og vand med mere, men alle er velkomne til at slå sig ned for en stund også uden at handle. Caféhaven er først og fremmest tænkt som en oase, hvor man kan sætte sig og være en del af bylivet.

Projektgruppen er klar over, at projektet kan være en ulempe i forhold til den daglige trafikafvikling, men vi håber, at alle vil bære over med os og i stedet vil tænke på stedet, som en ny og spændende mulighed for samvær.

Projektet er et eksperiment i byrummet og håbet er, at det kan få andre borgere til at gøre sig tanker om, hvordan vores by kan forandres og udvikles. Midlertighedsprojekter er en af vejene til at afprøve nye tiltag, uden at det koster alt for meget, og uden at det skaber alt for megen modstand.
Jyderup lokalforum har dannet en gruppe på Facebook, som er sat i verden for give mulighed for debat om byens projekter og byens udvikling. Find gruppen her:

Har du idéer til ét eller flere projekter, du gerne vil arbejde med, så læs her på hjemmesiden, hvordan du kan komme igang med et projekt

Byrummet før

Byrummet efter

Caféhaven er etableret af lokale borgere med økonomisk støtte fra Jyderups Fremtid. Desuden har følgende bidraget på forskellig måde:

Arkitekt Carsten Boesen har tegnet vores fine perspektivbillede.
Malmos Landskaber har lånt os de store byrumsmøbler/plantekummer.
Aggersvold Savværk har leveret træflis til bunddække.
XL-Byg Meredin Jyderup har givet os gode tilbud på parasoller og havemøbler med mere.
KB -Entreprise har lånt os vejskilte.
Holbæk kommunes afdeling for Vækst og Bæredygtighed har givet oplæg og inspiration samt sikret tilladelser fra politi og vejmyndighed.
Beboere og forretningsdrivende i området har ikke modsat sig projektet og lever velvilligt med ulemperne i projektperioden.
Endelig har Café Habibi påtaget sig at føre opsyn og sørge for betjening af de borger, der ønsker det.

Lukket for kommentarer.