Høring om nye skole- og dagtilbudsdistrikter

Byrådet besluttede onsdag den 17.06.2015 at sende et forslag om en ny distriktsstruktur for skoler og dagtilbud i høring. En eventuel ny struktur kommer ikke til at ændre på antallet af skoleafdelinger, børnehuse og dagplejere.

Høringen varer i otte uger. Hvis forslaget om nye skole- og dagtilbudsdistrikter herefter bliver endeligt vedtaget, vil det betyde, at antallet af distrikter går fra 16 til otte. Det vil sige, at der fra sommeren 2016 vil være fire skoledistrikter og fire dagtilbudsdistrikter.
Konkret handler det om, at følgende distrikter bliver lagt sammen:

• Sofielund og Isefjord
• Kildevangen og Elverdam
• Engskov og Tornved
• Katrinedal og Tuse Næs

Færre distrikter, men ikke færre afdelinger
Når skoledistrikterne bliver lagt sammen, vil der formelt være tale om skolesammenlægninger og dermed en ny skolestruktur. Det vil sige, at de otte skoler bliver til fire skoler. Men det betyder ikke, at der nu er børn, der skal til at flytte skoleafdeling:

“Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er noget, der lukker som følge af den nye distriktsstruktur. Ingen børn skal flytte skoleafdeling, børnehus eller dagpleje på grund af den,” forklarer Lars Dinesen, der er formand for Udvalget for Børn.

Ny ledelsesstruktur på vej
Parallelt med at den nye distriktsstruktur er i høring, arbejder børne- og ungeområdet på at færdiggøre en ny ledelsesstruktur. Den handler i korte træk om at mindske antallet af ledere og blandt andet flytte ressourcerne ud til de medarbejdere, der er tættest på børnene.

Pt. mangler oplægget til en ny ledelsesstruktur at få en sidste omgang feedback fra skole- og distriktsledere. Politikerne er positive over for en ny struktur, men de vil gerne have uddybet skole- og distriktsledernes syn på fordele og ulemper ved strukturen. Efter planen skal den til politisk behandling i begyndelsen af efteråret.

En del af løsningen på de økonomiske udfordringer
Den nye ledelsesstruktur vil kunne bidrage med cirka 5,6 millioner kroner. Mens den nye distriktsstruktur vil kunne reducere budgettet med knap 4,4 millioner kroner. Penge der skal bruges til at imødegå områdets økonomiske udfordringer:

“De to nye strukturer handler først og fremmest om at organisere skole- og dagtilbudsområdet, så fagligheden bliver højere, og økonomien bliver stærkere,” siger Lars Dinesen.

Hvis en ny distriktsstruktur og en ny ledelsesstruktur bliver vedtaget, vil de træde i fuld kraft fra august 2016.
Læs mere om omstillingen

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.