Virksomhederne i Holbæk Kommune har siden finanskrisen fået sat fart på eksporten. I alt er omsætningen steget med 60 procent, eller hvad der svarer til 600 millioner kroner. Det lover godt for fremtiden, mener borgmester Søren Kjærsgaard.
En stærk kommune med et stærkt erhvervsliv. Det er billedet, som tegnes i rapporten VækstVilkår Holbæk, som giver et indblik i den økonomiske udvikling i Holbæk Kommune. Tallene viser blandt andet, at der i alt er næsten 27.000 job i kommunen, hvoraf ca. 17.000 er i det private erhvervsliv.
– Holbæk Kommune har en stærk tradition for erhvervsliv. Og det er også det billede, der tegner sig i det nye VækstVilkår. Vi er en stærk handelsby, og så har vores virksomheder de seneste år virkelig løftet sig på eksporten. Det er rigtig positivt, fortæller borgmester Søren Kjærsgaard.
Antallet af job inden for kommunegrænsen har de sidste tre år ligget stabilt uden tab af job, og det er faktisk positivt set i forhold til resten af landet og ikke mindst Region Sjælland, der har oplevet et fald.
– Vi står i en situation, hvor vi gerne vil have mere vækst. Det gælder hele Danmark og derfor også Holbæk Kommune. Et af de vigtigste svar er, at vores virksomheder tænker endnu mere internationalt, og virkelig får solgt noget mere ud over landegrænserne, udtaler Søren Kjærsgaard.
Ifølge de seneste opgørelser eksporterer 266 virksomheder fra Holbæk for i alt 1,6 milliarder om året. Det er 600 millioner mere end i 2009.
– Et løft på 600 millioner kroner er rigtig meget, og det er meget positivt. Vi har brug for at løfte eksporten fra vores kommune, og vi kommer fra et forholdsvist lavt niveau. Så de nye tendenser tyder rigtig godt, udtaler borgmesteren.
Lokalt betyder butikslivet og detailhandlen rigtig meget som kommunens største erhverv og her viser VækstVilkår Holbæk Kommune frem som en af stærk handelsby både ift. detail- og engroshandel.
Rapporten viser, at antallet af job inden for engroshandel har været stigende de seneste to år, og udviklingen i antallet af ansatte i detailhandlen har været stabil.
– Der er stor grund til at rose vores handlende både inden for engros og detail. Udviklingen er bedre end vi ser andre steder, hvor der har været et fald i beskæftigelsen. Jeg er meget tilfreds med, at vi ligger over både regions- og landsgennemsnittet, udtaler borgmesteren.
VækstVilkår Holbæk udgives af Center for VækstAnalyse for Vækstforums Sjælland. Den udkommer primo december måned og vil kunne findes påwww.vaekstanalyse.dk/vaekstvilkaar