Inviter en flygtning med hjem – introaften, d. 04.02.2015 kl. 19:30

Jyderup Højskole er begyndt at have flygtninge som elever. De har danskundervisning ca. halvdelen af tiden og deltager ellers sammen med de danske elever i undervisningen.
De er nye i Danmark og vil gerne møde flere danskere og se, hvordan danske familie bor og lever. Derfor søger vi frivillige værter i Jyderup, der har lyst til at invitere en eller to flygtninge hjem på besøg.
De kommer primært fra Syrien, Eritrea og Afghanistan. De har meget forskellige baggrunde og sprogkundskaber, men er alle meget motiverede for at lære og forstå det land, de er kommet til.
Hvis du har lyst til at få besøg, så kom til introaften onsdag d. 4. Februar kl. 19.30 på Jyderup Højskole, så kan du møde menneskene, og vi kan lave aftaler om, hvem der besøger hvem og hvornår.
Du forpligtiger dig ikke til andet end et enkelt besøg til at starte med, men det kan jo være, at det bliver så hyggeligt, at I har lyst til at invitere dem igen.

Send en mail til nana@jyderuphojskole.dk hvis du kunne tænke dig at få besøg og kan komme d. 4. Februar. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du også velkommen til at skrive eller ringe på tlf. 5190 6881, Nana Alsted.

Med venlig hilsen

Jyderup Højskole

Nana

 

Nøgleord: , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.