Høringssvaret er lagt ind i kommunens høringsportal 28.09.24: https://kommuneplan2024.holbaek.dk/hoeringssvar/. Samme sted kan man læse alle høringssvar vedrørende kommuneplanen.
Du kan læse alt om kommuneplan 2024 her: https://kommuneplan2024.holbaek.dk/
Jyderup Lokalforums bestyrelse har drøftet forslaget til kommuneplan 2024 med særligt fokus på lokalområdet Jyderup/Holmstrup og de foreslåede ændringer i forhold til den gældende lokalplan. Vi har taget udgangspunkt i planstrategiens 4 overordnede temaer:
Holbæk som klimakommune og Natur og Biodiversitet
Vi kan helt og fuldt tilslutte os kommuneplanens ambitioner om mere skov, lavbundsarealer under vand og plads til VE-anlæg, bæredygtigt byggeri med meget mere.
Jyderup er allerede begunstiget af store skovområder, men er tilfredse med yderligere udpegning af områder til skovrejsning. Det er måske svært at passe ind i en kommuneplan, men som princip eller retningslinje bør det tilstræbe at få mere grønt ind i byområderne og på vejene dertil. Det vil være fint at begynde i Jyderup og lade de mange skove forgrene sig ind i byen og videre ud af byen mod øst.
Jyderup er en af portene til Naturpark Åmosen, som rummer betydelige lavbundsarealer. Jyderup kan derfor også være base for en stærk og øget indsats for arbejdet med konkrete projekter og den grønne omstilling som helhed. Selv om det ikke er et element i kommuneplanen, vil vi anbefale, at der oprettes et grønt sekretariat i Jyderup i samarbejde med Naturpark Åmosen. Dette for at sikre, at de 2 vigtige temaer får den helt nødvendige opmærksomhed.
Når Skovvejen bliver til motorvej, har lokalfora i Mørkøv og Jyderup peget på udlægning af erhvervsarealer langs motorvejen mellem Mørkøv og Jyderup. Det sker så ikke i denne omgang, men som en mellemløsning vil vi pege på udlægning at flere områder til sol og vind langs motorvejen, end der er lagt ind i kommuneplanforslaget.
Der er mellem Køllevej og Høedvej indlagt et sekundært område for vindmøller på under 150 m. Samtidig er der indlagt et nyt boligområde (Ramme: 11.B24), som mod øst grænser helt op til vindmølleområdet. Vi anbefaler, at det forhold revurderes.
Udvikling i by og land, herunder bosætning
Kommuneplanen tilfører et nyt boligområde 11.B24 (herefter kaldet Jyderup Øst) og fjerner 11.B17 (Lindegård), hvilket betyder en væsentlig forøgelse af rummeligheden for nye boliger i Jyderup. Det er i god tråd med den politiske vision om 1000 nye borgere i Jyderup, en vision som mange i Jyderup bakker op om. Det helt store spørgsmål i den sammenhæng er, hvordan de trafikale udfordringer ved en udvidelse af byen skal vægtes. Erfaringerne fra udbygningen af Jyderup Nord viser, at infrastrukturen ikke følger med. Jyderup Øst vil yderligere belaste Holbækvej ikke mindst ved flaskehalsen under jernbanen og på Holbækvej forbi skolen til lokalcenter og bymidte. Elmegården vest for Holbækvej har et fremragende stisystem, som det nye boligområde kun kan få glæde af, hvis der skabes sikre overgange på tværs af Holbækvej. Den efterfølgende helhedsplan og lokalplaner for Jyderup Øst kan ikke i sig selv løse de nævnte trafikale problemer. Det vil kræve en politisk/økonomisk indsats, som vi håber, kommunalbestyrelsen vil være bevidst om, hvis man godkender kommuneplanen med ramme 11.B24. I den sammenhæng må det nævnes, at en gruppe borgere fulgte visionen op med et tilbud om samarbejde med kommunen, om de udfordringer en væsentlig udbygning af byen vil betyde. Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde den 24. august 2022 at ”igangsætte et samarbejde med Jyderup med udgangspunkt i ”Vision om 1000 boliger i Jyderup”. Siden har vi i Jyderup ikke hørt yderligere.
I Jyderup Syd er der to store allerede lokalplanlagte områder, som ligger attraktivt og bynært. Når der ikke sker en udbygning her, skyldes det efter al sandsynlighed, bl.a. at infrastrukturen på stedet er håbløs, det er også et problem. Interessant er det, at en god lokalplan for ramme 11.B17 samt justeringer af de 2 nævnte lokalplaner kunne have åbnet for en bedre infrastruktur.
Vi tager til efterretning, at der ikke længere er særlige kirkeomgivelser ved Jyderup kirke som følge af kirkens placering midt i et større boligområde.
Vi påskønner, at det nu sikres, at Bromølle kro fremover ligger i en rekreativt ramme.
Erhverv og Uddannelse
Vi har tidligere i høringssvaret nævnt ønskerne fra lokalfora i Mørkøv og Jyderup om udpegning af erhvervsområder langs den kommende motorvej. Ønskerne er ikke medtaget i denne kommuneplan, men vi har noteret de mundtlige tilkendegivelser om støtte til denne udvikling ved kommunalbestyrelsens behandling af kommuneplanforslaget.
Omkring detailhandel konstaterer vi, at Jyderups bymidte bliver udvidet fra Skarridsøgade til de nuværende ramper ved Skovvejen. Vi er helt klare over, at det sker for at sikre, at en kommende Netto kan placeres på en nuværende erhvervsgrund i et område, der ellers er udlagt til boliger. Vi kan anbefale udvidelsen af bymidten, men vi har samtidig en klar forventning om, at kommunalbestyrelsen er indstillet på at sikre, at de trafikale udfordringer blive løst, og at Holbækvej bliver renoveret på en sådan måde, at den også visuelt bliver en del af bymidten, sådan som det beskrives i den detailhandelsredegørelse, der er en del af ansøgningen om etablering af en Netto på Holbækvej 31 til 33.
Vi har glædet os over, at antallet af borgere i Jyderup betyder, at kommuneplanen skal rumme en strategisk plan for udvikling af bymidten med henblik på at skabe levende og bæredygtige bymidter i mindre byer. I kommuneforslaget er det klaret med henvisning til Jyderups Helhedsplan og Jyderup Handleplan. Efter vores opfattelse kan ingen ad de nævnte planer på nogen måde gøre det ud for en strategisk plan, men i betragtning af, at der er tale om et relativt nyt planlovskrav må det for nuværende være tilstrækkeligt, idet vi også ved, at der dels er sat penge af til bymidten i Jyderup, og at der er drøftelser mellem borgere i Jyderup og administrationen. Udvidelsen af bymidten stiller naturligvis øgede krav til dette arbejde og den videre planlægning.
Vi har ingen bemærkninger om uddannelse, men glæder os til, at TAMU kommer til byen.