Et af de sidste nyhedsbreve fra Lokalforum….

Dette er et af de sidste nyhedsbreve fra kontaktgruppen for lokalforum Jyderup!
Lokalforum holdt sit første møde i begyndelsen af 2006 og vedtog en organisering med en kontaktgruppe og forskellige arbejdsgrupper. En stor del af arbejdet i kontaktgruppen og lokalforum blev hurtigt centreret omkring de to årlige dialogmøder med repræsentanter fra Holbæk byråd. Mange emner blev bragt op og ført til protokols. I en del tilfælde blev det til en dialog, der kunne gøre både os og politikerne lidt klogere, nogle gange blev det slag i luften, og i visse tilfælde førte dialogen også til positive resultater for vores by. Efter at vi i nogle år havde koncentreret os om dialogmøderne, blev det mere og mere klart, at vi i Jyderup måtte gøre mere end det, for at sikre at vores by fortsat kunne udvikle sig. Arbejdsgrupperne og kontaktgruppen udarbejde derfor en udviklingsplan for Jyderup. Planen blev positivt modtaget af politikerne og redigeret om til en helhedsplan for Jyderup, som nu er et bilag til kommuneplanen for Holbæk. Politikerne er ikke forpligtet til at handle på planen, men vi kan som borgere gøre meget, dels ved selv at realisere dele af planen, og dels ved løbende at presse byrådet til at handle på de vigtigste områder. Fra at have lagt planer, er vi nu i en fase, hvor vi skal prøve at få realiseret nogle af de gode ideer. Der dukker også nye ideer op, som kræver handling, aktuelt er det den fortsatte drift af Campingpladsen og måske en overtagelse af Skarridsøhjemmet og omdannelse til vandrehjem. Vi har også fået skabt en forening, Jyderups Fremtid, der er gearet til at skaffe penge til alt det, vi gerne vil.

De vedtægter, vi godkendte i 2006, lagde ikke helt så meget op til den mere handlingsorienterede organisering, vi har behov for i dag.

De dialogmøder, vedtægterne i høj grad var baseret på, er nu erstattet af muligheden for at indbyde politikerne/administrationen til dialog om konkrete problemstillinger, også det betyder lidt andre krav til organiseringen.
Kontaktgruppen har derfor længe arbejdet med ideer til en anden organisering, og vi har bredt drøftelsen ud til arbejdsgrupperne. Det har betydet, at vi nu har et forslag til nye rammer for arbejdet i lokalforum. Det er ikke en revolution, men et forsøg på at videreføre og styrke det bedste vi har – engagementet og dialogen lokalt med hinanden og med politikerne – samtidig med, at vi gør organiseringen mere handlekraftig og tydelig.

Med dette nyhedsbrev følger det forslag til ny organisering, som vi gerne vil drøfte med borgerne i Jyderup

Torsdag d. 24/9 kl. 19.00 i Skarresøsalen

På mødet vil vi gå rammerne igennem og foretage eventuelle justeringer eller ændringer. Afslutningsvis vil de tilstedeværende forhåbentlig kunne godkende de nye rammer. De godkendte rammer vil blive offentliggjort og udsendt via nyhedsbrevet, og i løbet af oktober vil vi indkalde til et nyt lokalforummøde, hvor rammerne forhåbentlig kan endeligt godkendes og en styregruppe (se forslaget) udpeges.

Herefter vil styregruppen fremover udsende nyhedsbreve til og om lokalforum Jyderup!

 

Hvad er Skarresøsalen?
Inden kontaktgruppen stopper, vil vi gerne sætte et fingeraftryk. Vi holder de fleste lokalforummøder i Byrådssalen/Den gamle Byrådssal/Den tidligere Byrådssal, kært barn har mange navne. Vi holder meget af den historiske sal, så vi synes den skal hedde noget, der hverken er gammel eller tidligere, og da Skarresø i den grad er omdrejningspunkt for vore planer, har vi døbt den Skarresøsalen. Vi håber, at navnet vil slå igennem.

Hvad skal det nye børnehus hedde?
Vi har ikke kastet os ud i at bestemme, hvad det nye børnehus ved hallen skal hedde, men som I kan se af vedhæftede bilag, har alle mulighed for at stille forslag og ovenikøbet få en præmie.

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.