Blues på dansk i Habibi

Fredag den 17. august er der ragtime, folk og blues på programmet, når Albert & Jahm lægger vejen forbi Café Habibi. Musikken begynder klokken 20, og der er gratis adgang. Bandet har tidligere besøgt cafeen med stor succes, og der er lagt op til en aften med blues på dansk med iørefaldende melodier og ærlige, personlige, følsomme og sjove tekster, der ofte rammer plet hos publikum.
Sangskriveren og trubaduren Albert Madsen er omdrejningspunktet i orkestret, der har tilknytning til Pakhuset i Nykøbing Sj. Han har spillet akustisk ratimeblues-guitar i snart 40 år og har komponeret og skrevet alle sangene. Den musikalske inspiration er hentet fra Bert Jansch, Ralph Mctell, Steven Grossmann og  fra de gamle bluesroots-mestre, med et touch af kærlighed til den skotsk-irske tradition.
Ud over Albert Madsen på sang og akustisk guitar består Albert & Jahm af Luis Wiertz på bas og mundharpe og  Kim ”Rasser” Rasmussen på trommer og guitar.

Lukket for kommentarer.