Forårskoncert i Bjergsted Kirke d. 15.04.2015 kl. 19

Kom til Forårskoncert i Bjergsted Kirke onsdag den 15. april klokken 19.00, Jens Lysdal & Dan Hemmer spiller.

Jens Lysdal er blandt Nordens førende guitarister og sangskrivere. Ved koncerten kan publikum høre hans egne kompositioner, samt fortolkninger af blandt andet Cornelis Vreeswijks viser.

Dan Hemmer er måske den bedste organist i landet. Han formår at spille nutidig musik på kirkens orgel, og varierer det med et udvalg af sine medbragte instrumenter.

Det bliver en aften med humor, skøn musik og en særlig intensitet, siger sognepræst Christina Morsing, der tidligere har oplevet de to herrer ved en lignende koncert.

Der er gratis adgang til koncerten.

Se mere på www.bregninge-kirke.dk

Forårskoncert i Holmstrup Kirke d. 19.04.2015, kl. 16

Kom og hør dejlig musik – kom i herlig forårsstemning!

Foråret markeres i Holmstrup Kirke med et spændende og varieret program for klaver, klarinet og sang. Programmet er sat sammen omkring musikstykker, der bærer stemningen af den lysere tid, vi går i møde. Vi hører en række melodiøse stykker af Mendelssohn, Saint-Saëns og Schubert. Derudover vil der blive opført et par værker af Mozart, heriblandt den graciøse 2. sats af hans klarinetkoncert, som er blevet nomineret til det mest populære klassiske stykke af P2´s lyttere. Koncerten slutter med Der Hirt auf dem Felsen (The Shepherd on the Rock) af Schubert – en hyrde synger om sin ensomhed og sorg, men forårets komme gør ham forhåbningsfuld og giver ham mod på livet. Dette stykke bliver spillet og sunget af alle tre medvirkende. Under koncerten indgår en fælles sang for alle, så vi løfter stemningen i fællesskab! Arrangementet er gratis – vi glæder os til at se Jer.

Medvirkende: Minako Ito Christiansen – klaver Simon Kovacs – klarinet Pauline Sæther – sopran

Koncerten er et af resultaterne af et idémøde afholdt i marts 2014 på opfordring fra Holmstrup Menighedsråd, og tilrettelagt af Taimi Grønborg, Minako Ito Christiansen, Simon Kovacs og Pauline Sæther.