Nyt fra trafikgruppen…

Torsdag d.4/2 havde trafikgruppen et dialogmøde med 3 politikere fra udvalget for Klima og Miljø. I mødet deltog også repræsentanter fra børnehuset Sølysts medarbejdere og forældreråd. Desuden deltog 1 beboer på Slagelsevej og 2 repræsentanter for fælles-skaberne i Holbæk. Forud for dette møde havde trafikgruppen haft et meget konstruktivt møde med medarbejdere for kommunens afdeling for Byg, vej og trafik. Det blev et meget positivt dialogmøde med en god og grundig drøftelse af de enkelte punkter. Følgende 3 punkter blev drøftet, alle med udgangspunkt i Helhedsplanen for Jyderup:

  • Trafiksikring på Sølystvej, således at gående/cyklende trafik mellem byen på den ene side og Højskole, Børnehus og skovstier på den anden side sikres bedst muligt. Umiddelbart tænker vi på en fodgængerovergang, et bump eller to eller en nedsættelse af hastigheden på Sølystvej til f.eks. 30 km/t’På mødet kunne repræsentanterne fra børnehuset supplere med, at forældrene er særdeles utrygge ved udkørsel fra børnehuset og at det generelt er utrygt at skulle over Sølystvej med børnene. Politikerne udviste stor forståelse for ønsket og anbefalede, at trafikgruppen sikrer, at problemstillingen bliver medtaget i den kommende kommunale trafiksikkerhedsplan dels ved at informere skolebestyrelsen (der bliver inddraget i udarbejdelsen af trafiksikkerhedsplanen) og dels ved at benytte tryghedsundersøgelsen (se senere).  Byg, vej og trafik kan ikke anbefale et fodgængerfelt (erfaringerne viser, at der sker for mange trafikuheld i fritliggende fodgængerfelter). Bump anses ikke for at være tilfredsstillende og en lokal hastighedsnedsættelse kan kun skiltes, såfremt der er etableret en eller anden form for hastighedsdæmpende foranstaltning. Derimod anbefaler afdelingen, at der anlægges et krydsningshelle. Dette vil kræve en vejudvidelse og etablering af fortov på skovsiden af Sølystvej. Skønsmæssigt en udgift på 300.000 kr.
  • Anmodning om, at kommunen beslutter at føre den tunge trafik uden om Jyderup By. Dette kan gøres ved at henvise al tung trafik på Slagelsevej/Sølystvej/Sølyst Skovvej mellem Akselholm  og  lyskrydset på Skovvejen til at køre via Cementvejen/Skovvejen.Politikerne var også positive og henviste til ,at trafiksikkerhedsgruppen skulle medtage ønsket i tryghedsundersøglesen (se senere). I mellemtiden kan Byg, vej og trafik søge at indhente politiets tilladelse. Måske er udgiften ikke større end at forvaltningen (Vækst og Bæredygtighed) med politikerne anbefaling ville kunne afholde udgiften. Byg, vej og trafik ser ikke nogen trafikmæssig hindring i at gennemføre ønsket. Politiet skal dog også give sit samtykke. Vejdirektoratet skal inddrages i en eventuel skiltning. Udgiften til skiltning vil skønsmæssigt udgøre ca. 50.000 kr.
  • Af trafiksikkerhedsmæssige årsager anmodes om etablering af fortov på Høedvej mellem Holbækvej 143 og Aggersvoldvej 1.Politikerne henviste også her til tryghedsundersøgelsen. Byg, vej og trafik oplyser, at det formodentligt vil være muligt at etablere et smalt fortov i vejens vestside uden større ombygninger i den eksisterende vejprofil. Udgiften anslås til omkring 550.000 kr.

 

 

 

Tryghedsundersøgelsen
I forbindelse med revisionen af kommunens trafiksikkerhedsplan har politikerne besluttet, at borgerne skal have mulighed for at komme med input til denne plan ved at gøre opmærksom på de stede, som borgerne oplever som trafikfarlige.
Tryghedsundersøglesen finder sted fra d. 17/2 til d. 6/3. Trafiksikkerhedsgruppen vil naturligvis pege på de 3 nævnte områder, men alle borgere kan deltage, og dermed er der også god mulighed for at pege på andre trafikale utryghedsområder i vort lokalområde eller i Holbæk kommune som helhed.

Du kan finde undersøgelsen på Holbæk kommunes hjemmeside ved at følge dette link:   http://holbaek.dk/nyheder-og-presse/nyheder/trafik-og-veje/2016/trafiksikkerhedsplan/

Hvis du er interesseret i at deltage i trafikgruppens arbejde, er du velkommen til at kontakte gruppens formand, Gert Mortensen på mail: goldenstenholm@mail.dk.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.