Holbæk kommune har sendt forslag til lokalplan (11.22) for stationsbygningen i Jyderup i høring til den 31. oktober 2021.
Det er lidt af et skråplan, at udarbejde lokalplaner for så snævre områder som enkelte bygninger, også selv om det her er en hel stationsbygning. Ideelt set ville det have været hensigtsmæssigt (og i bedste overensstemmelse med formålet med lokalplaner) at udarbejde en helt ny lokalplan for hele bymidten herunder stationsbygningen, således at bygningens anvendelse kunne ses i sammenhæng med hele bymidten.
Desværre ligger det ikke lige for, at få udarbejdet en lokalplan for bymidten, selv om lokalforum jævnligt bringer ønsket op over for politikerne, senest i Jyderup Handleplan. Det vil imidlertid også være et problem, hvis al udvikling i byen går i stå, medens vi venter på en samlet plan.
Lokalplanforslaget giver mulighed for en udvidet anvendelse til følgende: hotel, café, restaurant, private og offentlige kontor- og servicevirksomheder, detailhandel, kultur- og foreningsformål, institution, undervisningsformål, o. lign, samt fortsat anvendelse til stations-formål og parkeringsformål.
Lokalplanen indeholder bevarende bestemmelser, der sikrer, at bygningens omdannelse sker i overensstemmelse med bygningens arkitektoniske karaktertræk og bevaringsværdier.
Forslaget lægger op til en anvendelse af stationsbygningen i god overensstemmelse med de ønsker om udvikling, som hidtil er kommet til udtryk i helhedsplan og handleplan for Jyderup. Dermed må lokalplanforslaget alligevel hilses velkommen.
Lokalplanforslaget kan hentes her
Kommunen arrangerer ikke borgemøde om planen, så hvis nogle borgere ønsker planen drøftet lokalt, må man kontakte lokalforums kontaktgruppe ved formand Rikke Klindt.
Alle kan naturligvis afgive høringssvar. Bemærkninger eller ændringsforslag skal være modtaget af Holbæk Kommune senest den 31. oktober 2021. Send en e-mail til plan@holb.dk eller send et brev til Holbæk Kommune, Vækst og bæredygtighed, Plan og Erhverv, 0899 Kommuneservice, att.: Maria Mikkelsen.
Spørgsmål til lokalplanforslaget kan rettes til Maria Mikkelsen, Vækst og bæredygtighed, Plan og Erhverv på tlf.: 7236 93 81 eller pr. mail til marmi@holb.dk.
Kommunalbestyrelsen har besluttet, at lokalplanforslaget kan endeligt godkendes af forvaltningen.