Ny sæson gratis it-kurser

Borgerservice og biblioteket er i februar klar med ny sæson gratis it-kurser under Holbæk Kommunes projekt Nemt på nettet.
Du kan blive bedre til at bruge internettet eller til at betjene dig selv digitalt, når det gælder information og kommunikation med det offentlige.
Vi tilbyder kurser både for helt nye i den digitale verden og til mere øvede, der har kendskab til computer, iPad og android tablet. Kurserne foregår på Elverdamsskolen, Afdeling Tølløse, Holbæk- og Jyderup Bibliotek.
Der er i år også tilbud om Digitale Postcafeér på Svinninge Bibliotek. Digitale postcafeér er et åbent tilbud til dig, der gerne vil have styr på din digitale postkasse og de digitale selvbetjeningsløsninger.
I de åbne IT-cafeér på Holbæk Bibliotek er der mulighed for individuel hjælp og vejledning til computer, internet og digital selvbetjening.
Fra onsdag d. 28. januar 2015 kan forårets kursuskatalog hentes i Borgerservice, på kommunens biblioteker eller kommunens administration i Kanalstræde. Du kan også hente kataloget her.

Tilmelding kan ske fra torsdag d. 29. januar 2015. Henvend dig i Borgerservice eller på kommunens biblioteker. Du kan også ringe på tlf. nr. 72363606 eller 72363636 eller tilmelde dig via e-mail: aneoh@holb.dk. Husk at oplyse dit navn, tlf.nr. og hvilke kurser du gerne vil tilmeldes.

Tilmelding sker efter først til mølle-princippet.
Digitale postcafeér og it-cafeér kræver ikke tilmelding. Du møder blot op.
Se oversigt over digitale postcafeér og it-cafeér.

 

Nyt rehabiliteringsforløb

Onsdag d. 4/2 fra kl. 13 – 15.30 starter et nyt forløb for dig, som har følger efter kræftsygdom og behandling, der påvirker din hverdag.

Målet med et gruppeforløb, er at få hjælp og støtte til dit liv med en kræftsygdom, at være sammen med andre i samme situation og dermed skabe større forståelse for sin egen situation.
Der vil være forskellige tema oplæg fra fagpersoner, men med udgangspunkt i deltagernes erfaringer.
Forløbet starter onsdag d 4/2 fra 13 – 15.30. Derefter er det hver onsdag i 7 uger.
Det foregår i Sundhedscentrets lokaler på CarlReffsvej 2, 1. Sal.
Læs mere om forløbet her.

Koordinator
Karina Falk
Tlf: 7236 2355
Mail: kafra@holb.dk

Har du lyst til at være nævning eller domsmand?

Du kan nu søge om at blive optaget på den grundliste, nævninge og domsmænd ved Retten i Holbæk og Østre Landsret udtages fra.

Hvad indebærer opgaven?

Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere. Der medvirker lægdommere i en række straffesager. Lægdommerne er ligestillede med de juridiske dommere og har samme ansvar for de afgørelser, der træffes i de sager, de medvirker i.
Hvis du bliver udtaget som domsmand eller nævning, kan du forvente at skulle medvirke i ca. 4 sager om året. Lægdommere udtages for 4 år ad gangen – og næste periode løber fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019. Du vil – med nogle få undtagelser – være forpligtet til at virke som domsmand i hele perioden, hvis du bliver udtaget.

Lønnen udgør p.t. 1.100 kr. pr. dag, du virker som domsmand.

Hvad skal der til for at komme i betragtning?

For at komme i betragtning som nævning eller domsmand skal du have valgret til Folketinget – det vil sige, at du skal senest den 1. januar 2016 være fyldt 18 år og have dansk statsborgerskab. Du skal desuden beherske det danske sprog tilstrækkeligt til at kunne varetage en lægdommers opgave. Du må ikke være straffet for en mere alvorlig lovovertrædelse, og du skal både fysisk og mentalt være egnet til opgaven.

Hvis du fylder 70 år inden den 31. december 2019, kan du ikke komme i betragtning. Det samme gælder, hvis du er ansat visse steder, f.eks. i centraladministrationen, statsforvaltningen, politiet, anklagemyndigheden, domstolene eller kriminalforsorgen, eller bestrider bestemte jobs, f.eks. er advokat eller præst.

Du skal være bosiddende i Holbæk Kommune for kunne blive optaget på grundlisten her.

Hvordan sker udvælgelsen?

Udtagelsen sker på den måde, at et særligt udvalg i hver kommune – grundlisteudvalget – udarbejder en liste kaldet grundlisten med et antal borgere, der udgør et alsidigt udsnit af befolkningen i kommunen, og som anses for at være egnede til at være lægdommer. I Holbæk skal der optages ca. 230 personer på grundlisten.

Kommunen sender grundlisten til præsidenten for Østre Landsret, som derefter ved lodtrækning udtager ca. halvdelen af personerne fra listen til nævninge- og domandslisterne for henholdsvis Retten i Holbæk og Østre Landsret.

Ansøgningsfristen er den 12. marts 2015. 

Alkoholbehandling giver respekten tilbage

Benyt kommunernes gratis alkoholbehandlingstilbud og få respekten tilbage. Sådan lyder opfordringen i en ny landsdækkende alkoholkampagne.

Holbæk Kommune bakker op om den landsdækkende alkoholkampagne “Få respekten tilbage”.

Kampagnen, der er igangsat af Alkohol & Samfund og TrygFonden, skal gøre flere opmærksom på kommunernes alkoholbehandling. Tilbuddene er gratis og der er 14 dages behandlingsgaranti.

“Vi oplever alt for mange, der venter ti år, før de søger hjælp. På det tidspunkt har alkohollen typisk nedbrudt kroppen, ødelagt sociale relationer og påvirket den nærmeste familie. Derfor er det så vigtigt, at alle ved, at hjælpen er lige om hjørnet, og at man kan komme hurtigt i gang, siger Lene Kattrup Zoega, der er alkoholbehandler i Holbæk Kommune.

Opgør med fordommene

Lene Kattrup Zoega håber også, at kampagnen kan nedbryde nogle af de mange fordomme, der er om alkoholbehandlingen.

“Alkoholbehandlingen er langt mere fleksibel og tilpasset den enkelte i dag end tidligere. Det betyder, at man kan få bugt med alkohollen uden nødvendigvis at blive revet fuldstændig ud af sin hverdag. Det er mere diskret og det er et stort behov for mange af dem, der henvender sig til os”, siger Lene Kattrup Zoega.

Opgjort i kroner og ører har man alene i Holbæk Kommune en meromkostning på 46,4 millioner til personer med alkoholproblemer. Det dækker blandt andet over anbringelser, hyppigere brug af sundhedssystemet og diverse overførsler og ydelser.

“Når man sidder med en person, der drikker for meget, er de problemer, som misbruget skaber, meget nærværende. Ofte er jobbet røget, der er fysiske skavanker og man kan ikke tage sig af sine nærmeste.  Et alkoholmisbrug påvirker alle dele af livet og i høj grad også de pårørende. Derfor er det også min klare anbefaling at tage fat i os. Vi er kun en opringning væk, og det kan være starten på at vinde sit liv og sin respekt tilbage,” slutter Lene Kattrup Zoega.

Fakta
Holbæk Kommune tilbyder gratis og professionel rådgivning og behandling med garanteret start inden 14 dage.

Henvend dig til rådgivningscentret på telefon: 72 36 40 90 eller mail Raadgivningscentret@holb.dk.

Du kan læse mere om tilbuddene på: http://misbrugogforsorg.holbaek.dk/misbrug/alkoholbehandling/

Pårørende til alkoholikere er også velkomne

Søg støtte til et kulturelt arrangement

Har du eller din forening en spændende ide til et kulturelt arrangement, som I har lyst til at afholde i 2015, er der nu mulighed for at søge om økonomisk tilskud fra puljen til kulturelle arrangementer.

Ansøgningsfristen er den 1. februar 2015.

Læs mere om hvordan der søges støtte fra puljen Kulturelle Arrangementer. 

Hvis du har spørgsmål til puljen, er du velkommen til at kontakte Kultur- og Fritidssekretariatet på tlf.: 7236 7456

Husk – Ny tømningsfrekvens glas- og papirbeholderen

Tømningsfrekvensen for glas- og papirbeholderen i Holbæk Kommune er hver sjette uge. Og beholderen tømmes på samme ugedag som din beholder til rest- og bioaffald.

Holbæk Forsyning indsamler forskellige typer husholdningsaffald ved din bolig. Tømningsfrekvenserne for affaldsbeholderne er politisk bestemt og fremgår af regulativ for husholdningsaffald.Den 16. december 2014 er der trådt et nyt regulativ i kraft.
Den væsentligste ændring er, at beholderen til glas og papir tømmes hver sjette uge – på samme ugedag som din beholder til rest- og bioaffald. Tidligere blev beholderen tømt hver fjerde uge.
Du kan tilmelde dig en sms-service hos Holbæk Forsyning. Så sender de en besked til dig når du skal sætte din beholder ud til tømning.

Tilmelding til huske-sms

Regulativet for husholdningsaffald indeholder også bestemmelser om ordninger for f.eks genanvendeligt plastemballageaffald, farligt affald og storskrald.

Du kan læse mere om bestemmelserne for de forskellige affaldsordninger i regulativet.

Her finder du regulativ for husholdningsaffald.

Liv i lokalområderne – borgermøde d. 01.02.2015, kl. 10-14:15

BORGERMØDE FOR ALLE BORGERE. Søndag den 1. februar 2015 kl. 10.00– 14.15 i Kanalstræde 2. Alle borgere i Holbæk Kommune er velkomne.

Se program her.

Tilmelding: tilmeld dig på rap@holb.dk eller tlf./sms 7236 5125 til Ruth Poulsen senest 26. januar. Det er gratis at deltage.