Motorvej på vej

Klik på kortet, hvis du vil  se flere detaljer.

Med folketingets infrastrukturplan fra 2021 ligger det fast, at Skovvejen skal opgraderes til motorvej og føres helt frem til Kalundborg. Det betyder rigtig meget for udviklingen i denne del af regionen. Her på hjemmesiden vil vi dog nøjes med at fokusere på betydningen for Jyderup med vægt på,  hvordan trafikken i Jyderup kan afvikles, når de nuværende 5 tilslutninger til Skovvejen  bliver til 2 tilslutninger til motorvejen. Siden vil rumme faktuelle oplysninger om motorvejens etablering og oplysninger om borgermøder og høringer med mere. Siden bliver redigeret af Preben Gajhede, som kan kontaktes på mail: preben.gajhede@mail.dk.

Hele projekt “Kalundborgmotorvejen” kan løbende følges på Vejdirektoratets hjemmeside: https://www.vejdirektoratet.dk/projekt/kalundborgmotorvejen

Tidsplan pr. 17. januar 2024

21.11.22: Torsdag den 24/ november holder Vejdirektoratet  informationsmøde i Jyderup Hallen om, hvor langt de er nået med en opdatering af projektet fra 2012. I forhold til projektet fra 2012 vil den mest markante ændring være, at Bødkervejs forlængelse ikke føres frem til Lynggårdsvej og ind under jernbanen, men i stedet føres øst om solcelleanlægget, over jernbanen og nord om Frode Laursens haller i det gamle erhvervsområde.

Den nye vej tilsluttes Industrivej mellem Vestsjællands Autodele og tunnellen under Skovvejen. Se billedet, hvor den nye vejføring er vist med blåt.
Den nye linjeføring rejser mindst 2 udfordringer: Den tidligere linjeføring gav mulighed (omend ikke uden problemer!) for en forbindelsesvej mellem den sydlige del af byen og motorvejen ved Tornved, med den nye linjeføring bliver muligheden knap så ligetil. Da der sandsynligvis ikke kommer ramper i østgående retning midt i byen, må der forventes en øget trafik på Teglværksvej, Lyngvej og Industrivej. Hvordan sikres skoleelever (og andre borgere til fods eller på cykel, når den nye vej skal krydses tæt på tunnellen?
Det kan samtidig bemærkes, at Vejdirektoratet fastholder nedlæggelsen af ramperne midt i byen. I Knabstrup (hvor man ikke har planlagt ramper overhovedet) har man indtegnet et alternativ med østvendte ramper og har lagt op til, at Folketinget eventuelt kan give en ekstrabevilling til ramperne. Man har ikke på tilsvarende vis antydet en mulighed for i det mindste at bevare de vestvendte ramper og lave en fletteløsning, som omtalt på borgermødet den 22/8-22 (se længere nede på denne side). Der bliver nok at drøfte med Vejdirektoratet på mødet den 24/11.

22.08.22: Lokalforum afholder dialogmøde om den kommende motorvej  med 250 borgere. Blandt mange forskellige alternativer til Vejdirektorates projekt med 2 tilslutningsanlæg i øst og vest, ønsker forsamlingen ret entydigt et projekt med 3 tilslutningsanlæg, således at de nuværende ramper på Holbækvej bevares. Det foreslås, at ramperne mellem Holbækvej og Amtsvejen forlænges, så de danner et “flettespor” i begge sider.

Dermed imødegås Vejdirektoratets kritik af, at de to anlæg vil ligge for tæt på hinanden. Forslaget kan ses til højre for denne tekst. Klik på billedet for at se det i større format. Der er udarbejdet et referat fra mødet, som kan hentes her

05.04.2022: Jyderups trafikgruppe holder møde motorvejsprojektet og orienteres om de afholdte møder og status på projektet. Gruppen ønsker et lokalt borgermøde om den kommende motorvej og de afledte virkninger på byens infrastruktur. Lokalforums kontaktgruppe opfordres til at arrangere borgermødet, se henvendelsen her.

15.03.2022: Møde mellem Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, forvaltningen Vækst og Bæredygtighed og repræsentanter fra lokalfora i Knabstrup, Mørkøv og Jyderup.

Mødet blev afholdt efter ønske fra det nye politiske udvalg med henblik på at sikre en fortsat god dialog mellem kommunen og lokalområderne og dermed også indirekte med vejdirektoratet, hvor embedsmænd fra kommunen indgår i en teknikergruppe under vejdirektoratet.

Kommunen har entreret med et rådgivende firma, Via Trafik, der blandt andet kan udvikle trafikmodeller. Formålet med denne ekspertbistand er først og fremmest at give kommunen det bedst mulige grundlag for dialogen med vejdirektoratet og ikke mindst at sikre, at vejdirektoratet kommer til at betale for flest mulige af de afledte trafikale udfordringer som den nye motorvej vil betyde for lokalområderne. Desuden vil Via Trafiks analyser også kunne medvirke til at skabe grundlag for dialogen mellem kommunen og lokalområderne om behovet for lokale kommunale løsninger.

Via Trafiks analyser blev fremlagt og drøftet. Analysen kan læses her.
Trafikanalysen søger at belyse, hvad der vil ske med trafikken, når 8 (reelt 9) tilslutningspunkter til Skovvejen i Holbæk kommune bliver til 3, når motorvejen kommer. Analysen har skitseret 3 scenarier for Jyderup. 1. scenarie er vejdirektoratets plan med de to tilslutninger ved rute 225 og Cementvejen. I det 2. scenarie er der indtænkt en nordlig parallelvej mellem Holbækvej og rute 225. I det 3. scenarie  bevares det nuværende tilslutningsanlæg på Holbækvej og anlægget ved rute 225 droppes. Repræsentanterne fra Jyderup ville ikke tale på hele Jyderups vegne, men kunne under ingen omstændigheder anbefale det 3. scenarie ikke mindst af hensyn til Jyderup handelsopland mod vest. Det vil føre for vidt at drøfte de forskellige forslag her. Der vil senere komme et borgermøde i Jyderup, hvor modellerne bl.a. vil blive fremlagt og drøftet.

Der var på mødet stor opbakning til, at kommunen skulle lægge pres på vejdirektoratet for at få etableret et tilslutningsanlæg i Knabstrup ligesom der var opbakning til undladelse af rastepladser mellem Mørkøv og Jyderup mod at få etableret et trafikcenter ved Cementvejen. Der var også enkelte, der talte for 3 tilslutningsanlæg i Jyderup.

Der var naturligvis også enighed om at vejdirektoratet i videst muligt omfang skulle ansvarliggøres for de afledte virkninger af motorvejen, herunder også etablering at støjværn alle steder, hvor det er påkrævet.

Kommunen vil sikre at vejdirektoratet afholder borgermøder om planerne, så det kan stå på mål for de kommende beslutninger, men det blev også drøftet, at der er behov for, at kommunen afholder borgermøde med henblik på etablering af nødvendige kommunale tiltag omkring infrastrukturen i de enkelte lokalområder.

2021

Det længe ventede trafikforlig kom den 28/7 2021 med aftalen “Infrastrukturplan 2035” hvor Kalundborgmotorvejen får høj prioritet med igangsætning i 2022. Den umiddelbare forventning var, at motorvejen kunne forventes færdig i 2027, men sådan blev det ikke helt. Regeringen/Vejdirektoratet besluttede, at VVM-redegørelsen fra 2012 skulle revideres i løbet af 2022/23 således at motorvejen nu forventes færdig 2028/29, se tidsplanen øverst på denne side. Der blev udarbejdet et kommissorium for opdateringen af miljøkonsekvensvurderingen, nu kaldet en MKV, se kommissoriet for MKV’en.

I november 2021 holdt kommunens vejplanlæggere møde med repræsentanter for de 3 lokalfora (Knabstrup, Mørkøv og Jyderup). Mødet formål var at drøfte de afledte infrastrukturproblemer i de 3 lokalområder og strategien i forhold til kommunens dialog med vejdirektoratet. Vejplanlæggerne ville gå videre med at lave trafikanalyser, som ville kunne fremlægges på et eller flere borgermøder. Repræsentanterne fra de 3 lokalområder var enige om, at en førsteprioritet i dialogen med vejdirektoratet var etablering af tilslutningsanlæg i Knabstrup (VVM-redegørelsen fra 2012 rummer ikke et tilslutninganlæg, borgerne i Knabstrup skal til Jernløse eller Mørkøv for at komme på motorvejen). Desuden anbefalede repræsentanterne at de planlagte rastepladser mellem Mørkøv og Jyderup undlades, og at der i stedet etableres et trafikcenter med toiletter og pendlerplads med mere ved tilslutningsanlægget ved Cementvejen. Langtidsperspektivet i det kunne blandt andet være en fortsat udbygning af et erhvervsområde parallelt med motorvejen mellem Mørkøv og Jyderup.

Perioden 2012 til 2021

I denne periode sker der ikke så meget. Alle venter på regering og folketing og et forlig om store trafikinvesteringer. I perioden bliver faktisk indgået et trafikforlig, men det falder bort i forbindelse med et folketingsvalg.

Lokalt prøver Jyderups trafikgruppe at få politikerne og kommunens administration i tale med henblik på en lokal opfølgning af infrastrukturen i forhold til den planlagte motorvejsudvidelse. Se eksempelvis brevet fra trafikgruppen den 28/3 2019. Trafikudvalget opnåede dog at få afholdt et møde med Udvalget for Klima og Miljø den 13/1 2019, hvor vi fik talt om infrastrukturen. Udvalgets medlemmer var meget lyttende og lovede at arbejde på at få arrangeret et temamøde om infrastrukturen i de 3 lokalområder, der bliver påvirket af motorvejsudvidelsen. Kort efter gik samfundet mere eller mindre i stå på grund af Covid 19 og temamødet blev derfor aldrig afholdt.

Introduktion

Siden 2005 har folketinget arbejdet med ønskerne om opgradering af Skovvejen til motorvej helt frem til Kalundborg. I 2009 besluttede folketinget blandt andet at igangsætte en VVM-undersøgelse for en 3. etape af motorvejen fra Regstrup til Kalundborg. Undersøgelsen fandt sted i perioden marts 2011 til maj 2012 og dermed rykkede projektet helt tæt på Jyderup. I den samme periode arbejde en stor gruppe borgere med en udviklingsplan for Jyderup og her blev Jyderups trafikale udvikling i lyset af en kommende motorvej naturligvis et væsentligt punkt. Der blev  etableret en god dialog mellem Vejdirektoratet og den borgergruppe, der arbejdede med Jyderups infrastruktur. Hovedspørgsmålet var, hvor mange tilslutningsanlæg, der kunne etableres omring Jyderup. Borgerønsket var 3 anlæg (det nuværende anlæg ved Holbækvej, ved Cementvejen i Tornved og ved Nykøbing/Slagelsevejen (rute 225)). Det blev dog hurtigt klart, at vejdirektoratet ikke kunne acceptere 3 anlæg, idet disse ville ligge alt for tæt på hinanden i forhold til gældende normer for en motorvej. Der var efterfølgende enighed om, at det i givet fald var anlæggene  i Tornved og ved rute 225, der skulle etableres. De trafikale udfordringer ved nedlæggelsen af tilslutningsanlægget midt i byen måtte så løse på anden vis, eksempelvis ved etablering af en parallelvej til motorvejen mellem Holbækvej og rute 225 og ved at sikre en sydlig adgangsvej via Bødkervej/Rådbjergvej/Søbæksparken. Takket være arbejdet med udviklingsplanen var borgerne godt klædt på til at afgive et grundigt gennemarbejdet høringssvar til VVM-redegørelsen. Høringsvaret kan læses her.

Lukket for kommentarer.